Read Dansk Bibel 1 Mosebog 30 Bible Online

1 Mosebog 30 - Dansk Bibel bible

1 Mosebog 30

¹Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg.

²Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt

³Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende.

⁴Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

⁵Og Bilha undfik og fodte Jakob en Søn.

⁶Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan.

⁷Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn.

⁸Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster. Jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.

⁹Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru.

¹⁰Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn.

¹¹Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad.

¹²Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn.

¹³Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.

¹⁴Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kæere, giv mig af din Søns Dudaim!

¹⁵Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudailn? Og Rakel sagde: Derfor maa han liggge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim.

¹⁶Der Jakob kom af marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat.

¹⁷Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn.

¹⁸Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar.

¹⁹Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn.

²⁰Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon.

²¹Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.

²²Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv.

²³Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse.

²⁴Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn!

²⁵Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land.

²⁶Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig.

²⁷Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld.

²⁸Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.

²⁹Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig.

³⁰Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus?

³¹Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar.

³²Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke hvert sort Stykke iblandt Faarene og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn.

³³Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag Morgen, naar du kommer at bede min Løn; hvad som ikke er spætet eller spraglet iblandt Gederne og som iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig.

³⁴Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som I har sagt!

³⁵Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns fænder.

³⁶Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde.

³⁷Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og uskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene.

³⁸Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i tenderne, i Vandtrugene, hvor Faaene skulde komme at drikke, ret igen for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke.

³⁹Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og praglede.

⁴⁰Saa lod Jakob Lammenle skille fra og stillede Faarenes Anigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, dem lod han ikke komme til Labans Hjord.

⁴¹Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde Herre sig ved Kæppene.

⁴²Men naar Faar ene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs.

⁴³Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.