Read Dansk Bibel Job 30 Bible Online

Job 30 - Dansk Bibel bible

Job 30

¹Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

²Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

³De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

⁴de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

⁵de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

⁶de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

⁷imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

⁸Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

⁹Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

¹⁰De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

¹¹Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

¹²Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

¹³de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

¹⁴de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

¹⁵Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

¹⁶Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

¹⁷Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

¹⁸Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

¹⁹Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

²⁰Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

²¹Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

²²Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

²³Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

²⁴Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

²⁵Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

²⁶Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

²⁷Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

²⁸Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

²⁹Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

³⁰Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

³¹Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.