Read Dansk Bibel Job 9 Bible Online

Job 9 - Dansk Bibel bible

Job 9

¹en Job svarede og sagde:

²Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud

³Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

⁴Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

⁵han som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

⁶han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

⁷han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

⁸han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølgel;

⁹han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

¹⁰han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige ring, saa der ikke er Tal derpaa!

¹¹Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

¹²Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du

¹³Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

¹⁴Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

¹⁵Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.

¹⁶Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

¹⁷Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

¹⁸Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder:

¹⁹Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo stævner mig?"

²⁰Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

²¹Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

²²Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

²³Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

²⁴Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

²⁵Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set dct gode.

²⁶De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

²⁷Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

²⁸da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

²⁹Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

³⁰Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

³¹da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

³²Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen.

³³Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

³⁴Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

³⁵Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.