Read Dansk Bibel Markus 12 Bible Online

Markus 12 - Dansk Bibel bible

Markus 12

¹Og han begyndte at tale med dem ved Lignelser: et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjerde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.

²Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at han af Viingaardsmændene skulle modtage Viintræets Frugt.

³Men de grebe ham og sloge ham og lode ham tomhændet fra sig.

⁴Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved og lode ham forhaanet fra sig.

⁵Og han sendte atter en Anden, og denne sloge de ihjel; og mange Andre, Nogle sloge de, men Nogle dræbte de.

⁶Men eftersom han endnu havde een Søn, sin Elskelige, sendte han tilsidst ogsaa denne til dem, og sagde; de skulle dog undsee sig for min Søn.

⁷Men hine Viingaardsmænd sagde til hverandre: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores.

⁸Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham udenfor Viingaareden.

⁹Hvad skal de Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Viingaarden til Andre.

¹⁰Da sagde Jesus: have I ikke læst, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

¹¹Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine

¹²Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

¹³Og de sendte Nogle til ham af Pharisæerne og af de Herodianer, at de skulde fange ham i Ord.

¹⁴Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give?

¹⁵Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem; hvi friste I mig? Tager mig hid en Penge, at jeg kan see den.

¹⁶Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens.

¹⁷Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er. Og de forundrede sig over ham.

¹⁸Og Sadducæer kom til ham hvilke sige, at der ikke er Opstandelse; og de adspurgte ham og sagde:

¹⁹Mester! Moses foreskrev os, at naar Nogens Broder døer og efterlader en Hustru, men efterlader ikke Børn, da skal hans Broder tage hans Hustru og opreise sin Broder Sæd.

²⁰Nu har der været syv Brødre, og den første tog en Hustru og døde og efterlod ikke Sæd.

²¹Og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke Sæd, og den tredie ligesaa.

²²Og de toge hende alle syv og efterlade ikke Sæd. Sidst af dem alle døde og Kvinden.

²³I Opstandelsen nu, naar de opstaae, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.

²⁴Da svarede Jesus og sagde til dem: fare I ikke derfor vild, at I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft?

²⁵Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes, men de ere som Engle i Himlene.

²⁶Men om de Døde, at de opstaae, have I ikke læst i Mosebog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud.

²⁷Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud; derfor fare I meget vild.

²⁸Og een af de Skriftkloge, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, gik til ham, og eftersom han skjønnede, at han havde svaret dem vel, spurgte han ham ad: hvilket er det fornemste Bud af alle?

²⁹Men Jesus svarede ham: det første Bud af alle er dette: hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een;

³⁰og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af dit ganske Sind og af din ganske Styrke, dette er det første Bud.

³¹Og det andet, ligt dette, er: du skal elske din Næste ligesom dig selv. Der er intet andet Bud større end disse.

³²Og den Skriftkloge sagde til ham: Mester! du har talet vel og efter Sandhed; thi der er een Gud, og der er ingen anden foruden ham.

³³Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjæl og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligsom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere.

³⁴Og der Jesus saae, at han svarede forstandeligen, sagde han til ham: du er ikke langt fra Guds Rige. Og der turde Ingen spørge ham ydermere.

³⁵Og der Jesus lærte i Templet, tog han til Orde og sagde: hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn!

³⁶Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

³⁷Altsaa kalder da David ham selv en Herre; hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte han gjerne.

³⁸Og han sagde dem i sin Underviisning: tager Eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaae i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene,

³⁹og ville have de fornemste Stolestader i Synagogerne, og sidde øverst til Bords i Nadverne;

⁴⁰de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faae des haardere Dom.

⁴¹Og Jesus satte sig lige overfor Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi.

⁴²Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve udi, som er en Hvid.

⁴³Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder at denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lade i Kisten.

⁴⁴Thi de lagde alle af deres Overlod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom.