Read Dansk Bibel Markus 4 Bible Online

Markus 4 - Dansk Bibel bible

Markus 4

¹Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.

²Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:

³Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae.

⁴Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.

⁵Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

⁶Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

⁷Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.

⁸Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold.

⁹Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.

¹⁰Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.

¹¹Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;

¹²at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

¹³Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser?

¹⁴Den, som saaer, saaer Ordet.

¹⁵Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.

¹⁶Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde;

¹⁷dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.

¹⁸Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet;

¹⁹og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.

²⁰Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold.

²¹Og han sagde til dem: kommer Lyset ind for at sættes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at sættes paa Lysestagen?

²²Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset.

²³Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!

²⁴Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere.

²⁵Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har.

²⁶Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,

²⁷og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.

²⁸Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.

²⁹Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.

³⁰Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?

³¹Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden;

³²og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.

³³Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.

³⁴Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

³⁵Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.

³⁶Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.

³⁷Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.

³⁸Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

³⁹Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille.

⁴⁰Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?

⁴¹Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige?