Read Dansk Bibel Markus 5 Bible Online

Markus 5 - Dansk Bibel bible

Markus 5

¹Og de kom paa hiin Side Søen til de Gedareners Egn.

²Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand.

³Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker.

⁴Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham.

⁵Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene.

⁶Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham,

⁷og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.

⁸Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske!

⁹Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange.

¹⁰Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet.

¹¹Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Svin, som græssede;

¹²og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem.

¹³Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen.

¹⁴Men Svinehyrderne flygtede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.

¹⁵Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes.

¹⁶Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.

¹⁷Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne.

¹⁸Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham.

¹⁹Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig.

²⁰Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.

²¹Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Siden, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen.

²²Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder.

²³Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

²⁴Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham.

²⁵Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar.

²⁶Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende.

²⁷Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon.

²⁸Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, de bliver jeg frelst.

²⁹Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredt fra denne Plage.

³⁰Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klæder?

³¹Og hans disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig?

³²Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.

³³Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden.

³⁴Men han sagde til hende: Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage.

³⁵Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere?

³⁶Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun!

³⁷Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

³⁸Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget.

³⁹Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.

⁴⁰Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae.

⁴¹Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op!

⁴²Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade.

⁴³Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.