Read Dansk Bibel Markus 6 Bible Online

Markus 6 - Dansk Bibel bible

Markus 6

¹Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham.

²Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden har denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder?

³Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.

⁴Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge i sit Huus.

⁵Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lægde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredte dem.

⁶Og han forundrede sig over deres vantro og gik omkring i Byerne og lærte.

⁷Og han fremkaldte de Tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to og gav dem magt over de urene Aander.

⁸Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Riesen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet;

⁹men have anbundne Skoe paa og ikke iføre sig to kjortler.

¹⁰Og han sagde til dem: hvor I gaae ind i et Huus, bliver der, indtil I drage bort fra Stedet.

¹¹Og hvorsomhelst de ikke annamme Eder og ei høre Eder, gaaer bort derfra og afryster Støvet under Eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eder: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad.

¹²Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.

¹³Og de dreve mange Djævle ud og salvede mange Syge med Olie og helbredte dem.

¹⁴Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham.

¹⁵Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet eller som een af Propheterne.

¹⁶Men der Herodes hørte det, sagde ham: Johannes, som jeg har ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde.

¹⁷Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Fængsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilægte.

¹⁸Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.

¹⁹Men Herodias efterstræbte ham og vilde omkomme ham og kunde ikke.

²⁰Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

²¹Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag,

²²og Herodias' Datter kom ind og dandsede og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det.

²³Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.

²⁴Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved.

²⁵Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved.

²⁶Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende.

²⁷Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved.

²⁸Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

²⁹Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme og lagde det i en Grav.

³⁰Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

³¹Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde.

³²Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides.

³³Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Stæder tilsammen derhen og kom førend de, og kom til ham.

³⁴Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.

³⁵Og der Dagen nu var fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde: det er et øde Sted og Dagen er nu fast forløben.

³⁶Lad dem fare, de kunne gaae hen i de omliggende Landsbyer og Flækker at kjøbe sig Brød; thi de haver intet at æde.

³⁷Men han svarede og sagde til dem: giver I dem at æde. Og de sagde til ham: skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Penninge og give dem at æde?

³⁸Men han sagde til dem: hvor mange Brød have I? gaar bort og seer. Og der de have forfaret det, sagde de: fem og to Fiske.

³⁹Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i adskillige Hobe paa det grønne Græs.

⁴⁰Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede og i somme halvtredsindstyve.

⁴¹Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.

⁴²Og de aade alle og bleve mætte.

⁴³Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene.

⁴⁴Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Mænd.

⁴⁵Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare.

⁴⁶Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa et Bjerg at bede.

⁴⁷Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.

⁴⁸Og han sae, at de lede Nød, idet de roede, (thi veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi.

⁴⁹Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.

⁵⁰(Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke!

⁵¹Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv og forundrede sig.

⁵²Thi de havde ikke faaet Forstand fordi deres Hjerte var forhærdet.

⁵³Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land.

⁵⁴Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax.

⁵⁵Og de løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som lide ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, han var.

⁵⁶Og hvor han gik ind i Flækker eller Stræder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham at de matte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.