Read Dansk Bibel Lukas 14 Bible Online

Lukas 14 - Dansk Bibel bible

Lukas 14

¹Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.

²Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham.

³Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisæerne og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten?

⁴Men de taug. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham gaae.

⁵Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen?

⁶Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.

⁷Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:

⁸naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham;

⁹og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst.

¹⁰Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere, op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.

¹¹Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹²Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag.

¹³Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:

¹⁴saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse.

¹⁵Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige.

¹⁶Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange.

¹⁷Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

¹⁸Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

¹⁹Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

²⁰Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.

²¹Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

²²Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.

²³Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

²⁴Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.

²⁵Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

²⁶dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

²⁷Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.

²⁸Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med,

²⁹at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:

³⁰dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.

³¹Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde?

³²Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.

³³Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.

³⁴Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?

³⁵Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!