Read Dansk Bibel Lukas 18 Bible Online

Lukas 18 - Dansk Bibel bible

Lukas 18

¹Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.

²Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske.

³Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander.

⁴Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,

⁵dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig.

⁶Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.

⁷Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem?

⁸Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

⁹Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:

¹⁰der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder.

¹¹Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.

¹²Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.

¹³Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!

¹⁴Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹⁵Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.

¹⁶Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

¹⁷Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.

¹⁸Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?

¹⁹Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud.

²⁰Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.

²¹Da sagde han: dette har jeg holdet altsammen fra min Ungdom af.

²²Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.

²³Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.

²⁴Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige;

²⁵thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁶Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig?

²⁷Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

²⁸Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig.

²⁹Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,

³⁰som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv.

³¹Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.

³²Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,

³³og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.

³⁴Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.

³⁶Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var?

³⁷Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.

³⁸Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

³⁹Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn forbarm dig over mig!

⁴⁰Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:

⁴¹hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende.

⁴²Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig.

⁴³Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.