Read Dansk Bibel Lukas 20 Bible Online

Lukas 20 - Dansk Bibel bible

Lukas 20

¹Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.

²Og de talede til ham og sagde: siig os: af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som har givet dig denne Magt?

³Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det:

⁴Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?

⁵Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?

⁶Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

⁷Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

⁸Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.

⁹Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands en Tid lang.

¹⁰Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig.

¹¹Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhændet fra sig.

¹²Og han blev ved og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de og udstødte ham.

¹³Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.

¹⁴Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.

¹⁵Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?

¹⁶Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!

¹⁷Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

¹⁸Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.

¹⁹Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem.

²⁰Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

²¹Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.

²²Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?

²³Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?

²⁴Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens.

²⁵Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er.

²⁶Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.

²⁷Men nogle af Sadducæerne, hvilke nægte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:

²⁸Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Sæd.

²⁹Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

³⁰Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.

³¹Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.

³²Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.

³³I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.

³⁴Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes.

³⁵Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

³⁶De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.

³⁷Men at de Døde opvækkes, har og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud.

³⁸Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.

³⁹Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.

⁴⁰Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.

⁴¹Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn?

⁴²da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,

⁴³indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

⁴⁴Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn.

⁴⁵Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple:

⁴⁶vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne,

⁴⁷dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.