Read Dansk Bibel Lukas 7 Bible Online

Lukas 7 - Dansk Bibel bible

Lukas 7

¹Men der han havde fuldendt al sin Tale i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum.

²Men en Høvedmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at døe.

³Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener.

⁴Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette;

⁵thi han elsker vort Folk og har bygget os vor Synagoge.

⁶Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag.

⁷Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.

⁸Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

⁹Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro har jeg end ikke fundet i Israel.

¹⁰Og der de, som vare udsendte kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.

¹¹Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folk.

¹²Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

¹³Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.

¹⁴Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op!

¹⁵Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.

¹⁶Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.

¹⁷Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land.

¹⁸Og Johannes' Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,

¹⁹og sendte dem til Jesus og lod sige: er du den, som kommer eller skulle vi vente en anden?

²⁰Men der disse Mænd kom til ham, sagde de: Johannes den Døber har sendt os til dig og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

²¹Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet.

²²Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige;

²³og salig er den, som ikke forarges paa mig.

²⁴Men der Johannes' Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket og Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at see? et Rør, som bevæges af Veiret?

²⁵Elle hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.

²⁶Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, mere end en Prophet.

²⁷Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig.

²⁸Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.

²⁹Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren og bleve døbte med Johannes' Daab.

³⁰Men Pharisæerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad med dem og bleve ikke døbte af ham.

³¹Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne Slægts Mennesker ved? og hvem ere de lige?

³²De ere de smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi fløitede for Eder og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for Eder, og I vilde ikke græde.

³³Thi Johannes den Døber kom og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han har Djævelen.

³⁴Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven!

³⁵Dog Viisdommen er retfærdiggjort af alle sine Børn.

³⁶Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæernes Huus og sad tilbords.

³⁷Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve;

³⁸og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.

³⁹Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.

⁴⁰Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg har Noget at sige dig.

⁴¹Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.

⁴²Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?

⁴³Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.

⁴⁴Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar.

⁴⁵Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder.

⁴⁶Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.

⁴⁷Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet.

⁴⁸Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne!

⁴⁹Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder?

⁵⁰Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred.