Read Dansk Bibel Lukas 9 Bible Online

Lukas 9 - Dansk Bibel bible

Lukas 9

¹Men han kaldte sine tolv Disciple tilsammen og gav dem Magt og Myndighed over alle Djævle og til at helbrede Sygdomme,

²og sendte dem ud at prædike Guds Rige og at helbrede de Syge.

³Og han sagde til dem: tager Intet med paa Veien, hverken stave, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge, ei heller skal hver have to Kjortler.

⁴Og i hvilket Huus I gaae ind, bliver der, og drager derfra bort.

⁵Og hvorsomhelst de ikke ville annamme Eder, gaaer ud af den Stad og afryster endog Støvet af Eders Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.

⁶Men de gik ud og droge fra By til By, prædikede Evangelium og helbredte allevegne.

⁷Men Herodes den Fjerdingsfyrste hørte alt det, som han gjorde; og han kom ti Tvivl, fordi Nogle sagde, at Johannes var opvakt fra de Døde;

⁸men nogle, at Elias var aabenbaret; men Andre, at en Prophet, een af de gamle, var opstanden.

⁹Og Herodes sagde: Johannes har jeg ladet halshugge; men hvo er denne om hvilken jeg hører saadant? Og han søgte at faae ham at see.

¹⁰Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort; og han tog demtil sig og veg bort afsides til et øde Sted ved en Stad, som kaldtes Bethsaida.

¹¹Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige og helbredte dem, som havde Lægdom behov.

¹²Men Dagen begyndte alt helde; da traadte de Tolv til og sagde til ham: lad Folket fare, at de kunne gaae herfra til de omliggende Byer og Landsbyer og faae Herberge og finde Føde, thi vi ere her paa et øde Sted.

¹³Men han sagde til dem: giver I den at æde. Men de sagde: vi have ikke mere end frem Brød og to Fiske, medmindre vi skulle gaae bort og kjøbe Mad til al denne Mængde.

¹⁴Thi der vare ved fem tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.

¹⁵Og de gjorde saa; og de lode dem alle sætte sig ned.

¹⁶Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at lægge dem for Folket.

¹⁷Og de aade og bleve alle mætte; og der optoges af Stykkerne, som bleve tilovers fra dem, tolv Kurve.

¹⁸Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: hvem siger Folket mig at være?

¹⁹Men de svarede og sagde: de sige, du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden.

²⁰Men han sagde til dem: men I, hvem sige I mig at være? Da svarede Peter og sagde: Guds Christus.

²¹Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette.

²²Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget og at forskyndes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae paa tredie Dag.

²³Men Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;

²⁴thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.

²⁵Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv?

²⁶Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles.

²⁷Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige.

²⁸Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig og gik op paa et Bjerg at bede.

²⁹Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnede.

³⁰Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,

³¹som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

³²Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.

³³Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester! her er godt for os at være; lader os gjøre tre Boliger, dig een, Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.

³⁴Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen.

³⁵Og en røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham.

³⁶Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet.

³⁷Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da gik meget Folk ham imøde.

³⁸Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.

³⁹Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;

⁴⁰og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke.

⁴¹Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid!

⁴²Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen.

⁴³Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.

⁴⁴Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

⁴⁵Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.

⁴⁶Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største.

⁴⁷Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig.

⁴⁸Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

⁴⁹Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.

⁵⁰Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.

⁵¹Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.

⁵²Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer at berede ham Herberge.

⁵³Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem.

⁵⁴Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?

⁵⁵Men han vendte sig og straffede dem og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere.

⁵⁶thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem. Og de gik til en anden By.

⁵⁷Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer hen.

⁵⁸Men Jesus sagde til ham: Ræve have Huler, og Himmelens Fulgle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, han kan helde sit Hoved til.

⁵⁹Men han sagde til en Anden: følg mig. Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg først gaaer hen at begrave min Fader.

⁶⁰Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige.

⁶¹Men og en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage afsked fra dem, som ere i mit Huus.

⁶²Men Jesus sagde ti lham: Inten som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige.