Read Dansk Bibel Apostelenes gerninger 5 Bible Online

Apostelenes gerninger 5 - Dansk Bibel bible

Apostelenes gerninger 5

¹Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom

²og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder.

³Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

⁴Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

⁵Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

⁶Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham.

⁷Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.

⁸Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis.

⁹Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.

¹⁰Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

¹¹Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.

¹²Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang.

¹³Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

¹⁴Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder,

¹⁵saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.

¹⁶Men selv fra de omliggende Stænder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte.

¹⁷Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed.

¹⁸Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

¹⁹Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde:

²⁰Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.

²¹Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.

²²Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde:

²³Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde.

²⁴Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

²⁵Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.

²⁶Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

²⁷Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:

²⁸bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os.

²⁹Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

³⁰Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge.

³¹Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

³²Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.

³³Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

³⁴Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud,

³⁵og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.

³⁶Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.

³⁷Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte.

³⁸Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret;

³⁹men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud.

⁴⁰Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

⁴¹Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

⁴²Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.