Read Dansk Bibel Apostelenes gerninger 7 Bible Online

Apostelenes gerninger 7 - Dansk Bibel bible

Apostelenes gerninger 7

¹Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette har sig saaledes?

²Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.

³Og han sagde til ham: gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.

⁴Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi.

⁵Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

⁶Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, ogman skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar.

⁷Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.

⁸Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

⁹Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham.

¹⁰Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus.

¹¹Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde.

¹²Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

¹³Og anden gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao.

¹⁴Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.

¹⁵Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre.

¹⁶Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem.

¹⁷Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde sværet Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten,

¹⁸indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.

¹⁹Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres.

²⁰Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

²¹Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.

²²Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger.

²³Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn.

²⁴Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

²⁵Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.

²⁶Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?

²⁷Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo har sat dig til en Øveste og Dommer over os?

²⁸Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren?

²⁹Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avede to Sønner.

³⁰Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebusk Ildslue.

³¹Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham:

³²Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen.

³³Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord.

³⁴Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten.

³⁵Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.

³⁶Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.

³⁷Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.

³⁸Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os;

³⁹hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron:

⁴⁰gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægypternes land.

⁴¹Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger.

⁴²Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

⁴³Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon.

⁴⁴Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet.

⁴⁵Dette annammede vore Fældre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage.

⁴⁶Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.

⁴⁷Men Salomo byggede ham et Huus.

⁴⁸Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger:

⁴⁹Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted?

⁵⁰Har ikke min Haand gjort alt dette?

⁵¹I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I.

⁵²Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

⁵³I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!

⁵⁴Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

⁵⁵Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand.

⁵⁶Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

⁵⁷Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham.

⁵⁸Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

⁵⁹Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!

⁶⁰Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.