Read Dansk Bibel Romerne 9 Bible Online

Romerne 9 - Dansk Bibel bible

Romerne 9

¹Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand,

²at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.

³Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet,

⁴hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre,

⁵hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen.

⁶Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel;

⁷ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig.

⁸Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men Forjættelsens Børn regnes til Sæden.

⁹Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.

¹⁰Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader.

¹¹Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte),

¹²da blev der sagt til hende: den Ældre skal tjene den Yngre;

¹³som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg.

¹⁴Hvad skulle vi da sige? mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

¹⁵Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.

¹⁶Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.

¹⁷Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.

¹⁸Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

¹⁹Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie?

²⁰Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?

²¹Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?

²²Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse;

²³og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

²⁴hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger!

²⁵Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;

²⁶og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn.

²⁷Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses.

²⁸Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.

²⁹Og som Esaias har sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra.

³⁰Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som er af Troen.

³¹Men Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, kom ikke til Retfærdigheds Lov.

³²Hvorfor? fordi de ikke søgte den ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de stødte an paa Anstødsstenen,

³³som skrevet er: see, jeg sætter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskæmmes.