Read Danske Bibel 1871/1907 Salmernes Bog 35 Bible Online

Salmernes Bog 35 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Salmernes Bog 35

¹Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.

²Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.

³Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.

⁴Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.

⁵Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.

⁶Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.

⁷Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.

⁸Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.

⁹Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.

¹⁰Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.

¹¹Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.

¹²De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.

¹³Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.

¹⁴Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.

¹⁵Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.

¹⁶Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.

¹⁷Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.

¹⁸Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.

¹⁹Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.

²⁰Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.

²¹Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.

²²Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.

²³Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!

²⁴Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,

²⁵at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟

²⁶Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.

²⁷Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.

²⁸Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.