Read Danske Bibel 1871/1907 Ordsprogenes Bog 30 Bible Online

Ordsprogenes Bog 30 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Ordsprogenes Bog 30

¹Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.

²Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.

³Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.

⁴Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.

⁵Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.

⁶Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.

⁷Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør:

⁸Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;

⁹at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

¹⁰Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.

¹¹Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;

¹²der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;

¹³der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;

¹⁴der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.

¹⁵Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟

¹⁶Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟

¹⁷Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.

¹⁸Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke:

¹⁹Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.

²⁰Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.

²¹Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:

²²Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød;

²³under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.

²⁴Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:

²⁵Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;

²⁶Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;

²⁷Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare;

²⁸Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.

²⁹Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:

³⁰Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;

³¹Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.

³²Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!

³³Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.