Read Danske Bibel 1871/1907 Prædikerens Bog 3 Bible Online

Prædikerens Bog 3 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Prædikerens Bog 3

¹Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid.

²Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede;

³en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge;

⁴en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde;

⁵en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag;

⁶en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste;

⁷en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; en Tid til at tie og en Tid til at tale;

⁸en Tid til at elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred.

⁹Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa?

¹⁰Jeg har set den Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.

¹¹Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

¹²Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gøre godt i sit Liv;

¹³og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, er en Guds Gave.

¹⁴Jeg fornam, at alt det, som Gud gør, skal blive evindelig, at man intet kan lægge til, og at man intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.

¹⁵Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet.

¹⁶Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.

¹⁷Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning.

¹⁸Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

¹⁹Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed.

²⁰De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv.

²¹Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?

²²Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?