Read Danske Bibel 1871/1907 Klagesangene 3 Bible Online

Klagesangene 3 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Klagesangene 3

¹Jeg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.

²Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.

³Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

⁴Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.

⁵Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.

⁶Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.

⁷Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.

⁸Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.

⁹Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

¹⁰Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.

¹¹Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.

¹²Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

¹³Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

¹⁴Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.

¹⁵Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke

¹⁶og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.

¹⁷Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.

¹⁸Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.

¹⁹Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

²⁰Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

²¹Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:

²²Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

²³Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

²⁴Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

²⁵Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.

²⁶Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

²⁷Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.

²⁸Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

²⁹Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.

³⁰Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.

³¹Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

³²Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

³³Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

³⁴For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,

³⁵for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,

³⁶for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.

³⁷Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

³⁸Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

³⁹Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!

⁴⁰Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!

⁴¹Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!

⁴²Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.

⁴³Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.

⁴⁴Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

⁴⁵Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.

⁴⁶Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

⁴⁷Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.

⁴⁸Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

⁴⁹Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,

⁵⁰indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.

⁵¹Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

⁵²Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

⁵³De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.

⁵⁴Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

⁵⁵Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.

⁵⁶Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

⁵⁷Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

⁵⁸Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

⁵⁹Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!

⁶⁰Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.

⁶¹Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,

⁶²mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.

⁶³Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.

⁶⁴Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.

⁶⁵Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.

⁶⁶Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.