Read Danske Bibel 1871/1907 Mattæusevangeliet 12 Bible Online

Mattæusevangeliet 12 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Mattæusevangeliet 12

¹Paa den Tid vandrede Jesus paa Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise.

²Men da Farisæerne saa det, sagde de til ham: „Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre paa en Sabbat.“

³Men han sagde til dem: „Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham?

⁴hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?

⁵Eller have I ikke læst i Loven, at paa Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?

⁶Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen.

⁷Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld.

⁸Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.“

⁹Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.

¹⁰Og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten?“ for at de kunde anklage ham.

¹¹Men han sagde til dem: „Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Faar, og ikke tager fat paa det og drager det op, dersom det paa Sabbaten falder i en Grav?

¹²Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Faar? Altsaa er det tilladt at gøre vel paa Sabbaten.“

¹³Da siger han til Manden: „Ræk din Haand ud!“ og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden.

¹⁴Men Farisæerne gik ud og lagde Raad op imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.

¹⁵Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.

¹⁶Og han bød dem strengt, at de ikke maatte gøre ham kendt;

¹⁷for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:

¹⁸„Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Aand over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

¹⁹Han skal ikke kives og ikke raabe, og ingen skal høre hans Røst paa Gaderne.

²⁰Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han faar ført Retten frem til Sejr.

²¹Og paa hans Navn skulle Hedninger haabe.“

²²Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, saa at den stumme talte og saa.

²³Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: „Mon denne skulde være Davids Søn?“

²⁴Men da Farisæerne hørte det, sagde de: „Denne uddriver ikke de onde Aander uden ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste.“

²⁵Men saasom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: „Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestaa.

²⁶Og hvis Satan uddriver Satan, saa er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestaa?

²⁷Og dersom jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.

²⁸Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Aand, da er jo Guds Rige kommet til eder.

²⁹Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus.

³⁰Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

³¹Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades.

³²Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som taler imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.

³³Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kendes paa Frugten.

³⁴I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, naar I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

³⁵Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forraad; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forraad.

³⁶Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.

³⁷Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du fordømmes.“

³⁸Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: „Mester! vi ønske at se et Tegn af dig.“

³⁹Men han svarede og sagde til dem: „En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn.

⁴⁰Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, saaledes skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.

⁴¹Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

⁴²Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.

⁴³Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.

⁴⁴Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.

⁴⁵Saa gaar den hen og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Saaledes skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.“

⁴⁶Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.

⁴⁷Da sagde en til ham: „Se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at tale med dig.“

⁴⁸Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: „Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?“

⁴⁹Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre!

⁵⁰Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.“