Read Danske Bibel 1871/1907 Mattæusevangeliet 22 Bible Online

Mattæusevangeliet 22 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Mattæusevangeliet 22

¹Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:

²„Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.

³Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.

⁴Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!

⁵Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;

⁶og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

⁷Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.

⁸Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.

⁹Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!

¹⁰Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.

¹¹Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.

¹²Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.

¹³Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

¹⁴Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.“

¹⁵Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.

¹⁶Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.

¹⁷Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?“

¹⁸Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?

¹⁹Viser mig Skattens Mønt!“ Og de bragte ham en Denar.[20]

²⁰Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?“

²¹De sige til ham: „Kejserens.“ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“

²²Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

²³Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:

²⁴„Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.

²⁵Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.

²⁶Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;

²⁷men sidst af alle døde Hustruen.

²⁸Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.“

²⁹Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.

³⁰Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

³¹Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:

³²„Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.“ Han er ikke dødes, men levendes Gud.“

³³Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

³⁴Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.

³⁵Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:

³⁶„Mester, hvilket er det store Bud i Loven?“

³⁷Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.

³⁸Dette er det store og første Bud.

³⁹Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.

⁴⁰Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.“

⁴¹Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

⁴²„Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?“ De sige til ham: „Davids.“

⁴³Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:

⁴⁴Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.

⁴⁵Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?“

⁴⁶Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.