Read Danske Bibel 1871/1907 Markusevangeliet 10 Bible Online

Markusevangeliet 10 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Markusevangeliet 10

¹Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede.

²Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: „Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?“

³Men han svarede og sagde til dem: „Hvad har Moses budt eder?“

⁴Men de sagde: „Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.“

⁵Og Jesus sagde til dem: „For eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han eder dette Bud.

⁶Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde.

⁷Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, [og holde fast ved sin Hustru;][14]

⁸og de to skulle blive til eet Kød. Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød.

⁹Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.“

¹⁰Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.

¹¹Og han siger til dem: „Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.

¹²Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor.“

¹³Og de bare smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.

¹⁴Men da Jesus saa det, blev han vred og sagde til dem: „Lader de smaa Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til.

¹⁵Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.“

¹⁶Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

¹⁷Og da han gik ud paa Vejen, løb en hen og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?“

¹⁸Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud.

¹⁹Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke besvige; ær din Fader og din Moder.“

²⁰Men han sagde til ham: „Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.“

²¹Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: „Een Ting fattes dig; gaa bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!“

²²Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

²³Og Jesus saa sig omkring og siger til sine Disciple: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!“

²⁴Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter til Orde og siger til dem: „Børn, hvor vanskeligt er det, at [de, som forlade sig paa Rigdom, kunne][15] komme ind i Guds Rige!

²⁵Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.“

²⁶Men de forfærdedes overmaade og sagde til hverandre: „Hvem kan da blive frelst?“

²⁷Jesus saa paa dem og siger: „For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.“

²⁸Peter tog til Orde og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig.“

²⁹Jesus sagde: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,

³⁰uden at han jo skal faa hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.

³¹Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.“

³²Men de vare paa Vejen op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham:

³³„Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne;

³⁴og de skulle spotte ham og spytte paa ham og hudstryge ham og ihjelslaa ham, og tre Dage efter skal han opstaa.“

³⁵Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gaa hen til ham og sige: „Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om.“

³⁶Og han sagde til dem: „Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?“

³⁷Men de sagde til ham: „Giv os, at vi maa sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed.“

³⁸Men Jesus sagde til dem: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Daab, som jeg døbes med?“

³⁹Men de sagde til ham: „Det kunne vi.“ Men Jesus sagde til dem: „Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes med;

⁴⁰men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt.“

⁴¹Og da de ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes.

⁴²Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: „I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster, herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem.

⁴³Men saaledes er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener;

⁴⁴og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener;

⁴⁵thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.“

⁴⁶Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen.

⁴⁷Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at raabe og sige: „Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!“

⁴⁸Og mange truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!“

⁴⁹Og Jesus stod stille og sagde: „Kalder paa ham!“ Og de kalde paa den blinde og sige til ham: „Vær frimodig, staa op! han kalder paa dig.“

⁵⁰Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus.

⁵¹Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?“ Men den blinde sagde til ham: „Rabbuni, at jeg kan blive seende!“

⁵²Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, din Tro har frelst dig.“ Og straks blev han seende, og han fulgte ham paa Vejen.