Read Danske Bibel 1871/1907 Markusevangeliet 4 Bible Online

Markusevangeliet 4 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Markusevangeliet 4

¹Og han begyndte atter at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa at han maatte gaa om Bord og sætte sig i et Skib paa Søen; og hele Skaren var paa Land ved Søen.

²Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:

³„Hører til: Se, en Sædemand gik ud at saa.

⁴Og det skete, idet han saaede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og aade det op.

⁵Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.

⁶Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

⁷Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.

⁸Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold.“

⁹Og han sagde: „Den, som har Øren at høre med, han høre!“

¹⁰Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.

¹¹Og han sagde til dem: „Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,

¹²for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstaa, for at de ikke skulle omvende sig og faa Forladelse.“

¹³Og han siger til dem: „Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstaa alle de andre Lignelser?

¹⁴Sædemanden saar Ordet.

¹⁵Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er saaet i dem.

¹⁶Og ligeledes de, som blive saaede paa Stengrunden, det er dem, som, naar de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;

¹⁷og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks.

¹⁸Og andre ere de, som blive saaede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet,

¹⁹og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.

²⁰Og de, der bleve saaede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.“

²¹Og han sagde til dem: „Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen?

²²Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset.

²³Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!“

²⁴Og han sagde til dem: „Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere.

²⁵Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.“

²⁶Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden

²⁷og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.

²⁸Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset;

²⁹men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.“

³⁰Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?

³¹Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden,

³²og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.“

³³Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.

³⁴Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

³⁵Og paa den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: „Lader os fare over til hin Side!“

³⁶Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som han sad i Skibet; men der var ogsaa andre Skibe med ham.

³⁷Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, saa at Skibet allerede var ved at fyldes.

³⁸Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: „Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgaa?“

³⁹Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: „Ti, vær stille!“ og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.

⁴⁰Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I saa bange? Hvorfor have I ikke Tro?“

⁴¹Og de frygtede saare og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden baade Vinden og Søen ere ham lydige?“