Read Danske Bibel 1871/1907 Markusevangeliet 7 Bible Online

Markusevangeliet 7 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Markusevangeliet 7

¹Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.

²Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder

³(thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;

⁴og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke),

⁵saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?“

⁶Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.

⁷Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.“

⁸I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.“

⁹Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.

¹⁰Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder“; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.“

¹¹Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),“

¹²da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,

¹³idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.“

¹⁴Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar!

¹⁵Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.

¹⁶[Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!“][6]

¹⁷Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.

¹⁸Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren?

¹⁹Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.“

²⁰Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.

²¹Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,

²²Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;

²³alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.“

²⁴Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;

²⁵men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;

²⁶(men Kvinden var græsk,[7] af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.

²⁷Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.“

²⁸Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.“

²⁹Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.“

³⁰Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.

³¹Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

³²Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.

³³Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

³⁴og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!“ det er: lad dig op!

³⁵Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.

³⁶Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

³⁷Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.“