Read Danske Bibel 1871/1907 Markusevangeliet 8 Bible Online

Markusevangeliet 8 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Markusevangeliet 8

¹I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:

²„Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise.

³Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.“

⁴Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?“

⁵Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?“ Og de sagde: „Syv.“

⁶Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.

⁷Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for.

⁸Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve.

⁹Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort.

¹⁰Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne.

¹¹Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.

¹²Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: „Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!“

¹³Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.

¹⁴Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet.

¹⁵Og han bød dem og sagde: „Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!“

¹⁶Og de tænkte med hverandre: „Det er, fordi vi ikke have Brød.“

¹⁷Og da han mærkede dette, siger han til dem: „Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet?

¹⁸Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu?

¹⁹Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?“ De sige til ham: „Tolv.“

²⁰„Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?“ Og de sige til ham: „Syv.“

²¹Og han sagde til dem: „Hvorledes forstaa I da ikke?“

²²Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham.

²³Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget.

²⁴Og han saa op og sagde: „Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.“

²⁵Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredet og kunde se alle Ting tydeligt.

²⁶Og han sendte ham hjem og sagde: „Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.“][8]

²⁷Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: „Hvem sige Menneskene, at jeg er?“

²⁸Og de sagde til ham: „Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: En af Profeterne.“

²⁹Og han spurgte dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?“ Peter svarede og siger til ham: „Du er Kristus.“

³⁰Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham.

³¹Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage.

³²Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette.

³³Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: „Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.“

³⁴Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!

³⁵Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det.

³⁶Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl?

³⁷Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

³⁸Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.“ Og han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.“