Read Danske Bibel 1871/1907 Markusevangeliet 9 Bible Online

Markusevangeliet 9 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Markusevangeliet 9

²Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne.

³Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, saa at ingen Blegemand paa Jorden kan gøre Klæder saa hvide.

⁴Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus.

⁵Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: „Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.“

⁶Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede.

⁷Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: „Denne er min Søn, den elskede, hører ham!“

⁸Og pludseligt, da de saa sig om, saa de ingen mere uden Jesus alene hos dem.

⁹Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde.

¹⁰Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstaa fra de døde.

¹¹Og de spurgte ham og sagde: „De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?“

¹²Men han sagde til dem: „Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes.

¹³Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.“

¹⁴Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem.

¹⁵Og straks studsede hele Skaren, da de saa ham, og de løb hen og hilsede ham.

¹⁶Og han spurgte dem: „Hvorom tvistes I med dem?“

¹⁷Og en af Skaren svarede ham: „Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en maalløs Aand.

¹⁸Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.“

¹⁹Men han svarede dem og sagde: „O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig!“

²⁰Og de ledte ham frem til ham; og da han saa ham, sled Aanden straks i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede.

²¹Og han spurgte hans Fader: „Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?“ Men han sagde: „Fra Barndommen af;

²²og den har ofte kastet ham baade i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formaar noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!“

²³Men Jesus sagde til ham: „Om du formaar! Alle Ting ere mulige for den, som tror.“

²⁴Straks raabte Barnets Fader og sagde med Taarer:[9] „Jeg tror, hjælp min Vantro!“

²⁵Men da Jesus saa, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Aand og sagde til den: „Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!“

²⁶Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde: „Han er død.“

²⁷Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op.

²⁸Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?“

²⁹Og han sagde til dem: „Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.“[10]

³⁰Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.

³¹Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: „Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slaa ham ihjel; og naar han er ihjelslaaet, skal han opstaa tre Dage efter.“

³²Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

³³Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: „Hvad var det, I overvejede med hverandre paa Vejen?“

³⁴Men de tav; thi de havde talt med hverandre paa Vejen om, hvem der var den største.

³⁵Og han satte sig og kaldte paa de tolv og siger til dem: „Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.“

³⁶Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem:

³⁷„Den, som modtager eet af disse smaa Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.“

³⁸Johannes sagde til ham: „Mester! vi saa en, som ikke følger os, uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os.“

³⁹Men Jesus sagde: „Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig.

⁴⁰Thi den, som ikke er imod os, er for os.

⁴¹Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

⁴²Og den, som forarger en af disse smaa, som tro, for ham var det bedre, at der laa en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet.

⁴³Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,

⁴⁴[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.][11]

⁴⁵Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede,

⁴⁶[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.][12]

⁴⁷Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede,

⁴⁸hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.

⁴⁹Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.[13]

⁵⁰Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!“