Read Danske Bibel 1871/1907 Lukasevangeliet 18 Bible Online

Lukasevangeliet 18 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Lukasevangeliet 18

¹Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,

²og sagde: „Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske.

³Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!

⁴Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,

⁵saa vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.“

⁶Men Herren sagde: „Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!

⁷Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raabe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, naar det gælder dem?

⁸Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?“

⁹Men han sagde ogsaa til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:

¹⁰„Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.

¹¹Farisæeren stod og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller ogsaa som denne Tolder.

¹²Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min Indtægt.

¹³Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!

¹⁴Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.“

¹⁵Men de bare ogsaa de smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, truede de dem.

¹⁶Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

¹⁷Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.“

¹⁸Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?“

¹⁹Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

²⁰Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.“

²¹Men han sagde: „Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.“

²²Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!“

²³Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig.

²⁴Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!

²⁵thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.“

²⁶Men de, som hørte det, sagde: „Hvem kan da blive frelst?“

²⁷Men han sagde: „Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.“

²⁸Men Peter sagde: „Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.“

²⁹Men han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,

³⁰uden at han skal faa det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv.“

³¹Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: „Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes paa Menneskesønnen.

³²Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhaanes og bespyttes,

³³og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa.“

³⁴Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.

³⁶Og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var.

³⁷Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.

³⁸Og han raabte og sagde: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!“

³⁹Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!“

⁴⁰Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:

⁴¹„Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?“ Men han sagde: „Herre! at jeg maa blive seende.“

⁴²Og Jesus sagde til ham: „Bliv seende! din Tro har frelst dig.“

⁴³Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.