Read Danske Bibel 1871/1907 Lukasevangeliet 20 Bible Online

Lukasevangeliet 20 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Lukasevangeliet 20

¹Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.

²Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?“

³Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:

⁴Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?“

⁵Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

⁶Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.“

⁷Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.

⁸Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.“

⁹Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.

¹⁰Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹²Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.

¹³Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.

¹⁴Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.

¹⁵Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?

¹⁶Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.“ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!“

¹⁷Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

¹⁸Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.“

¹⁹Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

²¹Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

²²Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?“

²³Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?

²⁴Viser mig en Denar;[15] hvis Billede og Overskrift bærer den?“ Men de svarede og sagde: „Kejserens.“

²⁵Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.“

²⁶Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

²⁸„Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

²⁹Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

³⁰Ligesaa den anden.

³¹Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

³²Men til sidst døde ogsaa Hustruen.

³³Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.“

³⁴Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

³⁵men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

³⁶Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

³⁷Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

³⁸Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.“

³⁹Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.“

⁴⁰Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

⁴²David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,

⁴³indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

⁴⁴Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?“

⁴⁵Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:

⁴⁶„Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,

⁴⁷de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.“