Read Danske Bibel 1871/1907 Lukasevangeliet 24 Bible Online

Lukasevangeliet 24 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Lukasevangeliet 24

¹Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.

²Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.

³Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.

⁴Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.

⁵Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?

⁶Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,

⁷at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.“

⁸Og de kom hans Ord i Hu.

⁹Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.

¹⁰Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.

¹¹Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

¹²Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier[20] fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.

¹⁴Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.

¹⁵Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

¹⁶Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.

¹⁷Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?“ Og de standsede bedrøvede.

¹⁸Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?“

¹⁹Og han sagde til dem: „Hvilket?“ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;

²⁰og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

²¹Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.

²²Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,

²³og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.

²⁴Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.“

²⁵Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!

²⁶Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?“

²⁷Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.

²⁸Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.

²⁹Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.“ Og han gik ind for at blive hos dem.

³⁰Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

³¹Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.

³²Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?“

³³Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

³⁴„Herren er virkelig opstanden og set af Simon.“

³⁵Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!“

³⁷Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.

³⁸Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?

³⁹Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.“

⁴⁰Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.

⁴¹Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?“

⁴²Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.[21]

⁴³Og han tog det og spiste det for deres Øjne.

⁴⁴Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.“

⁴⁵Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.

⁴⁶Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,

⁴⁷og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.

⁴⁸I ere Vidner om disse Ting.

⁴⁹Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.“

⁵⁰Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.

⁵¹Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.

⁵²Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

⁵³Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.