Read Danske Bibel 1871/1907 Johannesevangeliet 10 Bible Online

Johannesevangeliet 10 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Johannesevangeliet 10

¹„Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.

²Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde.

³For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud.

⁴Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst.

⁵Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.“

⁶Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.

⁷Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør.

⁸Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke.

⁹Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde.

¹⁰Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.

¹¹Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.

¹²Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til, ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,

¹³fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene.

¹⁴Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,

¹⁵ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene.

¹⁶Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

¹⁷Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.

¹⁸Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.“

¹⁹Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.

²⁰Og mange af dem sagde: „Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?“

²¹Andre sagde: „Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Aand kan aabne blindes Øjne?“

²²Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;

²³og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.

²⁴Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: „Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!“

²⁵Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;

²⁶men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar.

²⁷Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,

²⁸og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand.

²⁹Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand.

³⁰Jeg og Faderen, vi ere eet.“

³¹Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.

³²Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?“

³³Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.“

³⁴Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?

³⁵Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),

³⁶sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?

³⁷Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke!

³⁸Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.“

³⁹De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand.

⁴⁰Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der.

⁴¹Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.“

⁴²Og mange troede paa ham der.