Read Danske Bibel 1871/1907 Apostlenes Gerninger 19 Bible Online

Apostlenes Gerninger 19 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Apostlenes Gerninger 19

¹Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus

²og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: „Fik I den Helligaand, da I bleve troende?“ Men de sagde til ham: „Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligaand.“

³Og han sagde: „Hvortil bleve I da døbte?“ Men de sagde: „Til Johannes's Daab.“

⁴Da sagde Paulus: „Johannes døbte med Omvendelses-Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det er paa Jesus.“

⁵Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.

⁶Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, og de talte i Tunger og profeterede.

⁷Men de vare i det hele omtrent tolv Mænd.

⁸Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Maaneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.

⁹Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.

¹⁰Men dette varede i to Aar, saa at alle, som boede i Asien, baade Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.

¹¹Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder,

¹²saa at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Aander fore ud.

¹³Men ogsaa nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, idet de sagde: „Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.“

¹⁴Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst.

¹⁵Men den onde Aand svarede og sagde til dem: „Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?“

¹⁶Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overmandede dem begge og fik saadan Magt over dem, at de flygtede nøgne og saarede ud af Huset.

¹⁷Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, baade Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,

¹⁸og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.

¹⁹Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge[17] værd.

²⁰Saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

²¹Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Aanden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og saa drage til Jerusalem, og han sagde: „Efter at jeg har været der, bør jeg ogsaa se Rom.“

²²Og han sendte to af dem, som gik ham til Haande, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

²³Men paa den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.

²⁴Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.

²⁵Disse samlede han tillige med de med saadanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: „I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.

²⁶Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.

²⁷Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.“

²⁸Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og raabte og sagde: „Stor er Efesiernes Artemis!“

²⁹Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Kajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig.

³⁰Men da Paulus vilde gaa ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.

³¹Men ogsaa nogle af Asiarkerne,[18] som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.

³²Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen.

³³Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

³⁴Men da de fik at vide, at han var en Jøde, raabte de alle med een Røst i omtrent to Timer: „Stor er Efesiernes Artemis!“

³⁵Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: „I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?

³⁶Naar altsaa dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.

³⁷Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.

³⁸Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!

³⁹Men have I noget Forlangende om andre Sager, saa vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.

⁴⁰Vi staa jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Aarsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre Regnskab.“

⁴¹Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.