Read Danske Bibel 1871/1907 Apostlenes Gerninger 20 Bible Online

Apostlenes Gerninger 20 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Apostlenes Gerninger 20

¹Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.

²Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

³Der tilbragte han tre Maaneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.

⁴Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.

⁵Disse droge forud og biede paa os i Troas;

⁶men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.

⁷Men paa den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.

⁸Men der var mange Lamper i Salen ovenpaa, hvor vi vare samlede.

⁹Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen saa længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.

¹⁰Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: „Larmer ikke;[19] thi hans Sjæl er i ham.“

¹¹Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.

¹²Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

¹³Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi saaledes havde han bestemt det, da han selv vilde gaa til Fods.

¹⁴Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.

¹⁵Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige ud for Kios; Dagen derpaa lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.

¹⁶Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem paa Pinsedagen, om det var ham muligt.

¹⁷Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.

¹⁸Og da de kom til ham, sagde han til dem: „I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien,

¹⁹idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Taarer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;

²⁰hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,

²¹idet jeg vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus Kristus.

²²Og nu se, bunden af Aanden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,

²³kun, at den Helligaand i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.

²⁴Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har faaet af den Herre Jesus, at vidne om Guds Naades Evangelium.

²⁵Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.

²⁶Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;

²⁷thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad.

²⁸Saa giver Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.

²⁹Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.

³⁰Og af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.

³¹Derfor vaager og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde hver enkelt med Taarer.

³²Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Naades Ord, som formaar at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.

³³Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.

³⁴I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.

³⁵Jeg viste eder i alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: „Det er saligere at give end at tage.“

³⁶Og da han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

³⁷Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.

³⁸Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Saa ledsagede de ham til Skibet.