Read Danske Bibel 1871/1907 Romerbrevet 9 Bible Online

Romerbrevet 9 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Romerbrevet 9

¹Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,

²at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.

³Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,

⁴de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,

⁵hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

⁶Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;

⁷ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.“

⁸Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.

⁹Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.“

¹⁰Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.

¹¹Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,

¹²sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,“

¹³som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“

¹⁴Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

¹⁵Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.“

¹⁶Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.

¹⁷Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.“

¹⁸Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

¹⁹Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?

²⁰Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?

²¹Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?

²²Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,

²³ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?

²⁴Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,

²⁵som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;

²⁶og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.“

²⁷Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.

²⁸Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.“

²⁹Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.“

³⁰Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;

³¹men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.

³²Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som[11] af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,

³³som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.“