Read Danske Bibel 1871/1907 Hebræerbrevet 10 Bible Online

Hebræerbrevet 10 - Danske Bibel 1871/1907 bible

Hebræerbrevet 10

¹Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.

²Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede?

³Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder.

⁴Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

⁵Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;

⁶Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.

⁷Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.“

⁸Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i“ (og disse frembæres dog efter Loven),

⁹saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.“ Han ophæver det første for at fastsætte det andet.

¹⁰Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.

¹¹Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.

¹²Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand,

¹³idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.

¹⁴Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.

¹⁵Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:

¹⁶„Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,“ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,

¹⁷og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.“

¹⁸Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

¹⁹Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,

²⁰som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,

²¹og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:

²²saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;

²³lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;

²⁴og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger

²⁵og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

²⁶Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,

²⁷men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.

²⁸Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn;

²⁹hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand?

³⁰Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;“ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.“

³¹Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

³²Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,

³³idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar.

³⁴Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.

³⁵Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;

³⁶thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen.

³⁷Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.

³⁸Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.“

³⁹Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.