Read Lindberg Bibelen af 1866 Matth?us 22 Bible Online

Matth?us 22 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Matth?us 22

¹Saa tog Jesus atter Ordet, talede til dem i lignelser og sagde:

²Himmerige lignes ved et menneske, som var konge, der gjorde stort gilde for sin søn;

³og han sendte sine tjenere ud, for at kalde de budne til det store gilde, men de vilde ikke komme.

⁴Han sendte atter andre tjenere ud og sagde: Siger de budne: Se, jeg har beredt mit maaltid; mine oxer og fedekvæg ere slagtede, alt er beredt, kommer til det store gilde!

⁵Men de brød sig ikke om det og gik hen, en til sin odel, en anden til sin dont;

⁶men de andre greb hans tjenere, haanede dem og slog dem ihjel.

⁷Men da denne konge hørte det, blev han vred, og han sendte sine krigsfolk, ødelagde disse mordere og afbrændte deres stad.

⁸Derpaa sagde han til sine tjenere: Gildet er vel beredt, men de budne vare det ikke værd;

⁹gaaer derfor ud paa korsvejene og saamange i maatte træffe, indbyder dem til det store gilde.

¹⁰Saa gik disse tjenere ud paa vejene, og samlede alle, de traf, baade onde og gode, og gildeshuset blev fuldt af gjæster.

¹¹Men da kongen gik ind for at bese gjæsterne, saae han et menneske, som ikke var iført gildesklæder;

¹²og han sagde til ham: Kjære! hvordan er du kommen herind, da du ikke har gildesklæderne paa? men han tav.

¹³Da sagde kongen til bordsvendene: Binder hænder og fødder paa ham, tager ham og kaster ham ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel!

¹⁴Thi mange ere kaldte, men faa udvalgte.

¹⁵Derpaa gik farisæerne bort og lagde raad op, hvorledes de kunde fange ham i ord;

¹⁶og de sendte deres disciple med herodianerne til ham og sagde: Lærer! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds vej i sandhed og bryder dig om ingen; thi du seer ikke paa menneskers person;

¹⁷siig os derfor: hvad mener du? er det tilladt, at give kejseren skat eller ikke?

¹⁸Men da Jesus kjendte deres ondskab, sagde han: I hyklere, hvorfor friste i mig?

¹⁹viser mig, skattens mønt! Men de bragte ham en mark;

²⁰og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er dette?

²¹De sige til ham: Kejserens. Da siger han til dem: Giver altsaa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

²²og da de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.

²³Samme dag gik saddukæerne, som sige, at der ikke er opstandelse, til ham; de spurgte ham

²⁴og sagde: Lærer! Mose har sagt: Naar nogen døer og har ikke børn, skal hans broder samægte hans hustru og oprejse afkom for sin broder;

²⁵men nu var der 7 brødre hos os; den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder;

²⁶ligesaa ogsaa den anden og tredje lige til den syvende;

²⁷men sidst af alle døde ogsaa kvinden.

²⁸I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun da være af disse syv, thi de have alle haft hende?

²⁹Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, da i ikke kjende skrifterne, ikke heller Guds kraft;

³⁰thi i opstandelsen skal de hverken tage til ægte ej heller bortgiftes, men de ere som Guds engle i himlen.

³¹Men har i ikke læst om de dødes opstandelse, hvad er er talet til eder af Gud, som siger:

³²Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes men levendes Gud!

³³Da skarerne hørte det, forundrede de sig højlig over hans lærdom.

³⁴Men da farisæerne hørte, at han havde stoppet munden paa saddukæerne, samlede de sig for det samme,

³⁵og en af dem, som var en lovkyndig, spurgte ham for at friste ham og sagde:

³⁶Lærer! hvad for et bud er stort i loven?

³⁷Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud i hele dit hjærte, og i hele din sjæl og i hele dit sind!

³⁸det er det første og store bud;

³⁹men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv!

⁴⁰af disse to bud hænger hele loven og profeterne.

⁴¹Men da farisæerne vare samlede spurgte Jesus dem og sagde:

⁴²Hvad mene i om Kristus? hvis Søn erhan? De sagde til ham: Davids.

⁴³Han sagde til dem: Hvorledes kalder David ham da i Aanden Herre, da han siger:

⁴⁴Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel!

⁴⁵Naar David altsaa kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn? -

⁴⁶Ingen kunde svare ham et ord, ikke heller vovede nogen fra den dag at spørge ham mere.