Read Lindberg Bibelen af 1866 Markus 12 Bible Online

Markus 12 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Markus 12

¹Saa begyndte han at tale til dem i lignelser: Et menneske plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse og byggede et taarn; saa overgav han den til bønder og rejste udenlands.

²I sin tid sendte han en tjener til bønderne, for at han skulde have noget h os bønderne af vingaardens frugt;;

³men de greb ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort;

⁴saa sendte han atter en anden tjener til dem, men ham slog de sten i hovedet og sendte ham vanæret bort.

⁵Saa sendte han atter en anden, og ham slog de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, og andre slog de ihjel.

⁶Da han derfor endnu havde een søn, sin elskelige, sendte han tilsidst ogsaa ham til dem, da han sagde: De vil undse sig for min søn!

⁷Men disse bønder sagde til hverandre: Det er arvingen; kom lad os slaa ham ihjel! saa bliver arven vor;

⁸og de greb ham, slog ham ihjel og kastede ham udenfor vingaarden.

⁹Hvad vil da vingaardens herre gjøre? Han vil komme og ødelægge disse bønder og overgive sin vingaard til andre.

¹⁰Har i ikke heller læst det skriftsted: Den sten, bygmestrene forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten;

¹¹af Herren er den bleven det og er underlig for vore øjne.

¹²Saa søgte de at gribe ham, men de var bange for folket, thi de forstod, at han havde sagt denne lignelse mod dem, og de forlod ham og gik bort.

¹³Saa sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i ord.

¹⁴Men de kom og sagde til ham: Lærer, vi veed, at du er sanddru og bryder dig om ingen, thi du seer ikke paa menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke, skal vi give, eller skal vi ikke give?

¹⁵Da han kjendte deres hykleri, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? bringer mig mønten, at jeg kan se den.

¹⁶Saa bragte de den, og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er det? Men de sagde til ham: Kejserens!

¹⁷og Jesus svarede og sagde til dem: Giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Og de undrede sig over ham.

¹⁸Saa kom saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, til ham, og de spurgte ham og sagde:

¹⁹Lærer! Mose foreskrev os, at naar ens broder døer og efterlader sig enke, men ikke børn, skal hans broder tage hans enke og oprejse afkom for sin broder.

²⁰Der var 7 brødre; den første giftede sig og døde og efterlod ikke afkom;

²¹og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller afkom, og den tredje ligeledes;

²²og de syv tog hende og efterlod ikke afkom; sidst af dem alle døde ogsaa kvinden;

²³i opstandelsen, naar de staa op, hvem af dem skal kvinden tilhøre; thi de syv have haft hende?

²⁴Jesus svarede og sagde til dem: Fare i ikke derfor vild, at i ikke kjende skrifterne ejheller Guds kraft?

²⁵Thi naar de staa op af døde, da hverken gifte de sig elelr bortgiftes, men de ere som engle i himlene.

²⁶Men om de døde, at de staa op, har i ikke læst i Mosebog, i stedet om tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?

²⁷Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud. Altsaa fare i meget vild.

²⁸En af de boglærde gik til ham, da han havde hørt dem samtale med hverandre, og saae, at han havde svaret godt, og han spurgte ham: Hvilket er det første bud af alle?

²⁹Men Jesus svarede ham: Det første af alle bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een,

³⁰og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, og af h ele din sjæl, og af hele dit sind, og af hele din styrke; det er det første bud;

³¹og det andet, som er ligt dette, er: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end de.

³²OG den boglærde sagde til ham: Goddt, lærer, efter sandhed har du talet; thi der er een, og der er ingen anden, uden ham;

³³og at elske ham af hele sit hjærte, og af hele sin forstand, og af hele sin sjæl, og af hele sin styrke, og at elske næsten som sig selv, det er mer end alle brændofre og slagtofre.

³⁴Da Jesus saae, at han svarede forstandig, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige! og ingen vovede mer at spørge ham.

³⁵Saa tog Jesus Ordet og sagde, idet han lærte i templet: Hvorledes sige i boglærde, at Kristus er Davids søn?

³⁶thi David siger selv i den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

³⁷David kalder ham altsaa selv Herre, og hvorledes er han da hans søn? - Meget folk hørte ham gjerne.

³⁸I sin undervisning sagde han til dem: Vogter eder for de boglærde, som sætte pris paa at gaa i lange klæder, paa hilsener paa torvene,

³⁹paa de første stader i forsamlingerne og de første sæder ved maaltiderne,

⁴⁰de, som æde enkers huse op og holde lange bønner paa skrømt. Disse skulle faa des haardere dom.

⁴¹Da Jesus sad ligeoverfor tempelblokken, saae han, hvorledes folket lagde penge i blokken, og mange rige lagde meget.

⁴²Saa kom der en fattig enke, hun lagde to søslinger, det er en hvid;

⁴³og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere end alle, som har lagt i blokken;

⁴⁴thi de lagde alle af hvad de havde tilovers, men hun lagde i sin trang alt, hvad hun havde, hele sit eje.