Read Lindberg Bibelen af 1866 Lukas 11 Bible Online

Lukas 11 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Lukas 11

¹Da han var et sted og bad, skete det, som han hørte op, at en af hans disciple sagde til ham: Herre, lær os at bede, ligesom og Johannes lærte sine disciple.

²Saa sagde han til dem: Naar i bede, da siger: Vor Fader, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din villie som i himlen saa og paa jorden.

³og giv os hver dag vort væsenlige brød,

⁴og forlad os vore synder; thi ogsaa vi forlade hver, som er skyldig mod os; og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde! -

⁵Saa sagde han til dem: Dersom en af eder havde en ven, og han gik til ham ved midnat og sagde til ham: Ven, laan mig 3 brød,

⁶da en ven er kommen til mig fra rejsen og jeg har intet at sætte for ham,

⁷og han derinde svarede og sagde: Gjør mig ingen uro, døren er alt lukket og mine børn med mig i senge, jeg kan ikke staa op for at give dig dem;

⁸da siger jeg eder, at dersom han ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans ven, saa staaer han dog op for hans paatrængenhed og giver ham, hvad han behøver.

⁹Og jeg siger eder: Beder! saa skal der gives eder, leder! saa skal i finde, banker! saa skal der oplades for eder;

¹⁰thi hver, som beder, faaer, hvo som leder, finder, og der bliver lukket op for den, som banker;

¹¹men naar blandt eder en søn beder sin Fader om brød, han vil da ikke give ham en sten; eller beder han om en fisk, han vil dog ikke give ham en slange, istedetfor fisk?

¹²eller beder han om et æg, han vil dog ikke give ham en skorpion?

¹³Dersom da i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvormeget mere vil da Faderen fra himlen give dem den Helligaand, som bede ham.

¹⁴Saa drev han en dømen ud, og han var stum; men da dæmnen var udfaren, talede den stumme, og skarerne forundrede sig.

¹⁵Men nogle af dem sagde: Han driver dæmner ud ved belzebul, dæmnernes formand;

¹⁶men andre fristede ham og begjærde tegn af ham fra himlen.

¹⁷Da han saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hus mod hus falder,

¹⁸hvis da og satan er bleven splidagtig med sig selv, hvorledes vil hans rige da bestaa, for i sige, at jeg uddriver dæmner ved belzebul.

¹⁹Men om jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem uddrive da eders sønner dem? Derfor skal de være eders dommere.

²⁰Men uddriver jeg dæmner ved Guds finger, saa er Guds rige jo kommet til eder.

²¹Naar den stærke bevæbnet vogter sin borg, bliver hvad han har med fred,

²²men kommer en stærkere over ham og besejrer ham, da tager han hans fulde rustning, han stolede paa, og uddeler hans bytte.

²³Den, som ikke er med mig, er mod mig, og den, som ikke samler med mig, adspreder. -

²⁴Naar den urene aand farer ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder og søger hvile, og finder han den ikke, siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud af;

²⁵og naar han kommer, finder han det fejet og prydet.

²⁶Saa gaaer han hen og tager 7 andre aander med sig, som ere værre end han selv; og de drage ind og bo der, og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. -

²⁷Men som han talede dette, skete det, at en kvinde af folket opløftede røsten og sagde: Saligt det liv, som bar dig, og de bryster, du diede!

²⁸Men han sagde: Ja vel, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.

²⁹Da skarerne flokkede sig, begyndte han at sige: Denne slægt er ond, den begjærer tegn, og tegn skal ikke gives den uden profeten Johas tegn;

³⁰thi ligesom Jona blev et tegn for Niniviterne, saa skal og menneskens Søn være for denne slægt.

³¹Dronningen af sydland vil i dommen rejse sig mod mændene af denne slægt og fordømme dem; thi hun kom fra jordens grændser, for at høre Salomons visdom, og se her er mer end Salomon.

³²Ninivies mænd ville i dommen staa op mod denne slægt og fordømme den, thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, og se, her er mer end Jona.

³³Ingen tænder et lys og sætter det i skjul eller under skjæppen men paa lysestagen, for at de, som gaa ind, kan se dets skin.

³⁴Øjet er legemets lys; naar dit øje derfor er aabent, er og dit hele legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit legeme mørkt;

³⁵se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke;

³⁶dersom da dit hele legeme er lyst og ikke har nogen mørk del, bliver det hele lyst, som naar lyset bestraaler dig med sin glands.

³⁷Da han talede, bad en farisæer ham at spise hos sig; og han gik ind og lagde sig tilbords;

³⁸men farisæeren undrede sig, da han saae, at han ikke først vaskede sig før maaltidet;

³⁹men Herren sagde til ham: Nu, i farisæer rense det udvendige af bøger og fad, men hvad der er inden i eder, er fuldt af rov og ondskab.

⁴⁰Daarer! har han, som skabte det udvortes, ikke ogsaa skabt det indvortes?

⁴¹men giver det, der er inden i, som almisse, og se, saa er alting rent for eder.

⁴²Men ve eder, i farisæer! for i give tiende af mynte og rude og alle madurter, men i forbigaa ret og Guds kjærlighed. Disse ting burde man gjøre og ikke forsømme de andre.

⁴³Ve eder, i farisæer! for i holde af forsædet i forsamlingerne og hilsenerne paa torvene.

⁴⁴Ve eder, i boglærde og farisæer, øjenskalke! for i ere som de ukjendelige grave; Mennesker gaa over dem og vide det ikke.

⁴⁵Saa tog en af de boglærde ordet og sagde: Lærer! idet du taler dette, fornærmer du ogsaa os.

⁴⁶Men han sagde: Ve ogsaa eder, i boglærde! for i læsse byrder paa menneskene, som ere svære at bære, og selv røre i ikke byrderne med een af eders fingre.

⁴⁷Ve eder! for i bygge gravminder for profeterne, som eders fædre slog ihjel!

⁴⁸Ja, i bevidne og samtykke eders fædres gjerninger; for de sloge dem ihjel, og i bygge deres gravminder!

⁴⁹Derfor sagde og Guds visdom: Jeg vil sende profeter og apostle til dem; nogle af dem vil de slaa ihjel og forfølge;

⁵⁰Herren uddriver en ond aand, spottes, men forsvarer sig<CL>saa at alle profeters blod, som er udgydt fra verdens begyndelse, maa kræves af denne slægt,

⁵¹fra Abels blod til Zakarias blod, som blev ombragt mellem alteret og huset. Ja jeg siger eder, at det vil blive krævet af denne slægt.

⁵²Ve eder, i lovlærde! for i har taget kundskabsnøglen; selv gaa i ikke ind, og i hindre dem, som ville gaa ind.

⁵³Men da han talede dette til dem, begyndte de boglærde og farisæerne frygtelig at klemme paa og faa ham til at udtale sig om mange ting,

⁵⁴da de lurede paa ham og søgte at fange noget af hans mund, saa de kunde anklage ham.