Read Lindberg Bibelen af 1866 Lukas 18 Bible Online

Lukas 18 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Lukas 18

¹Han sagde dem ogsaa en lignelse om, at man altid bør bede og ikke blive træt.

²Han sagde nemlig: Der var en dommer i en stad, og han frygtede ikke Gud og undsaae sig ikke for noget menneske.

³Men der var en enke i samme stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig ret mod min modstander!

⁴En tid vilde han ikke, men derpaa sagde han hos sig selv: Skjøndt jeg hverken frygter Gud eller undseer mig for noget menneske,

⁵saa, da denne enke gjør mig besvær, vil jeg skaffe hende ret, for at hun ikke til det yderste skal komme og plage mig. -

⁶Saa sagde Herren: Hører, hvad den uretfærdige dommer siger!

⁷Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, naar de raabe til ham dag og nat, og han er langmodig imod dem.

⁸Jeg siger eder, at han snart vil skaffe dem ret. Men naar Menneskens Søn kommer, mon han da vil finde troen paa jorden?

⁹Men han sagde denne lignelse til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og regnede de øvrige for intet.

¹⁰To mennesker gik til templet for at bede; den ene var en farisæer og den anden en tolder;

¹¹Farisæeren stillede sig op for sig selv og bad saaledes: Jeg takker dig Gud, fordi jeg ikke er som de øvrige mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle eller som denne tolder;

¹²jeg faster to gange om ugen; jeg tiender af alt, hvad jeg ejer!

¹³Og tolderen stod langt borte, vilde ikke engang løfte øjnene til himlen; men han slog sig for sit bryst og sagde: Gud vær mig synder naadig!

¹⁴Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem, mon nemlig hin? thi hver, som ophøjer sig, skal ydmyges, men den, som ydmyger sig, skal ophøjes.

¹⁵Men de bragte ogsaa spæde børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da disciplene saae det, truede de ad dem;

¹⁶men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke, thi for saadanne er Guds rige;

¹⁷sandelig siger jeg eder: Den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke derind.

¹⁸En fornem mand spurgte ham og sagde: Gode lærer, hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv?

¹⁹Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

²⁰Du kjender budene: Du maa ikke bryde ægtepagten, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle; du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder!

²¹Men han sagde: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom.

²²Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: Endnu eet er tilbage for dig: Sælg alt, hvad du har, og giv det til fattige, saa vil du have en skat i himlen, og kom saa og følg mig!

²³Men da han hørte det, blev han hel bedrøvet, for han var meget rig.

²⁴Men da Jesus saae, at han blev hel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig ville de, som have penge, komme i Guds rige;

²⁵thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige.

²⁶Men de, som hørte det, sagde: Hvem kan da blive frelst?

²⁷Men han sagde: Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.

²⁸Saa sagde Peder: Se, vi har forladt alt og fulgt dig.

²⁹Men han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som har forladt hus, eller forældre, eller brødre, eller hustru, eller børn for Guds riges skyld,

³⁰som jo skakl faa mange fold igjen i denne tid og evigt liv i den kommmende verden.

³¹Saa tog han de tolv tilside og sagde til dem: Se, vi drage op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved profeterne, skal gaa i opfyldelse paa Menneskens Søn;

³²han vil nemlig blive overgivet til hedningerne og blive bespottet, forhaanet og overspyttet;

³³og de ville hudslette ham og slaa ham ihjel, og tredje dag vil han opstaa.

³⁴Men de fattede intet af dette; det var en mørk tale for dem, og de forstode ikke, hvd der blev sagt.

³⁵Det skete, da han nærmede sig Jeriko, at en blind sad ved vejen og tiggede;

³⁶og da han hørte folket gaa forbi, spurgte han, hvad det var;

³⁷men de forkyndte ham, at Jesus af Nazaret kom forbi.

³⁸raabte han og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

³⁹Men de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulde tie stille; men desmere raabte han: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!

⁴⁰Saa stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nærmere, spurgte han ham

⁴¹og sagde: Hvad vil du, at jeg skal gjøre for dig? men han sagde: Herre, at jeg maa faa mit syn!

⁴²og Jesus sagde til ham: Se op! din tro har frelst dig;

⁴³og strax saae han op, og han fulgte ham og lovpriste Gud, og hele folket, som saae det, gav Gud æren.