Read Lindberg Bibelen af 1866 Lukas 20 Bible Online

Lukas 20 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Lukas 20

¹Paa en af de dage, da han lærte folket i templet og forkyndte evangeliet, skete det, at ypperstepræsterne og de boglærde tilligemed de ældste med eet kom til,

²tiltalede ham og sagde: Siig os, af hvad magt du gjør dette, eller hvem er det, som har givet dig denne magt?

³Men han svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og siger mig:

⁴Var Johannes' daab af himlen eller af mennesker?

⁵Men de overvejede sammen og sagde: Sige vi "af himlen", saa spørger han: Hvorfor troede i ham da ikke?

⁶men sige vi: "af mennesker", saa vil hele folket stene os; thi det er vis paa, at Johannes var en profet.

⁷De svarede da, at de ikke vidste, hvorfra,

⁸og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette.

⁹Men han begyndte at sige folket denne lignelse: Et menneske plantede en vingaard, afgav den til bønder og rejste en god tid udenlands;

¹⁰og i rette tid sendte han en tjener til bønderne, for at de skulde give ham af vingaardens frugt; men bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹Han sendte atter en anden tjener, men ham pryglede og haanede de, og sendte ham tomhændet bort.

¹²Saa sendte han atter en tredje, men ham saarede de endog og kastede ham udenfor.

¹³Men vingaardens herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min søn, den elskelige, maaske de vil undse sig, naar de se ham.

¹⁴Men da bønderne saae ham, overlagde de med hverandre og sagde: Det er arvingen! kom, lad os slaa ham ihjel, for at arven kan blive vor;

¹⁵og de stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingaardens herre gjøre ved dem?

¹⁶Han vil komme og ødelægge disse bønder, og give vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de: Det ske ingenlunde!

¹⁷Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da det, som er skrevet: Den, sten, bygmestrene forkastede, er bleven til en hovedhjørnesten?

¹⁸Hver, som falder over denne sten, vil knuses, og hvem den falder paa, ham vil den borthvirvle.

¹⁹Saa søgte ypperstepræsterne og de boglærde at lægge haand paa ham i samme stund, men bange vare de. De forstod nemlig, at han havde sagt denne lignelse om dem.

²⁰De toge da vare paa ham og skikkede lurere, der stillede sig an, som de selv vare retfærdige, for at fange ham i ord, saa de kunde overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.

²¹De spurgte ham og sagde: Lærer! vi vide, at du taler og lærer ret og seer ikke paa menneskers person, men du lærer Guds vej i sandhed.

²²Er det os tilladt at give kejseren skat eller ikke?

²³Men da han gjennemskuede deres trædskhed, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig?

²⁴Viser mig en mark! hvis billede og omskrift har den? De svarede og sagde: kejserens.

²⁵Men han sagde til dem: Giver saa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

²⁶De kunde da ikke fange ham i ord i folkets paahør; de forundrede sig over hans svar og tav.

²⁷Nogle af saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, traadte til, spurgte ham

²⁸og sagde: Lærer, Mose har foreskrevet os: Naar ens broder, som er gift, døer barnløs, skal hans broder tage kvinden og rejse sin broder afkom;

²⁹nu var der 7 brødre, og den første tog sig en hustru og døde barnløs;

³⁰saa tog den anden konen, og han døde barnløs;

³¹saa tog den tredje hende, og ligesaa alle syv, de efterlod ikke børn og døde;

³²sidst af alle døde ogsaa kvinden.

³³I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun saa blive? de syv har nemlig haft hende til kone.

³⁴Saa svarede Jesus og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte og bortgiftes,

³⁵men de, som værdiges at faa del i hin verden og opstandelsen fra døde, tage hverken til ægte eller bortgiftes;

³⁶de kan nemlig ikke heller mere dø; thi de ere engle lige, og de ere Guds børn, idet de ere opstandelsens børn;

³⁷men at de døde opvækkes, har og Mose antydet i stedet om tornebusken, saasom han nævner Herren "Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud";

³⁸men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve for ham.

³⁹Men nogle af de boglærde tog ordet og sagde: Lærer, du talede smukt.

⁴⁰Men de vovede ikke mere at spørge ham om noget.

⁴¹Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Kristus er Davids søn?

⁴²og David siger selv i psalmebogen: Herren sagde til min Herre: Sid ned min højre haand,

⁴³indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

⁴⁴David kalder ham altsaa Herre, hvorledes er han da hans søn?

⁴⁵Men da hele folket hørte derpaa, sagde han til sine disciple:

⁴⁶Vogter eder for de boglærde, som gjerne gaa i lange kjoler og holde af hilsener paa torvene og de første sæder i forsamlingerne og at ligge øverst tilbords ved maaltiderne,

⁴⁷de, som æde enkers huse op og paa skrømt gjøre lange bønner. De skal faa den haardeste dom.