Read Lindberg Bibelen af 1866 Lukas 6 Bible Online

Lukas 6 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Lukas 6

¹Det skete næstførste hviledag, at han gik gjennem sæden, og hans disciple plukkede ax, gned dem mellem hænderne og spiste dem.

²Men nogle af farisæerne sagde til dem: Hvorfor gjøre i hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen?

³Jesus tog Ordet og sagde til dem: Har i ikke lært, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede?

⁴hvorledes han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene og spiste, og gav ogsaa dem, som vare med ham, skjøndt det ikke var uden præsterne tilladt at spise dem;

⁵og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over hviledagen!

⁶Det skete en anden hviledag, at han gik ind i skolen og lærte, og der var et menneske, hvis højre haand var vissen;

⁷men de boglærde og farisæerne toge vare paa, om han vilde helbrede ham om hviledagen, for at de kunde finde klagemaal imod ham.

⁸Men han vidste deres tanker og sagde til mennesket med den visne haand: Rejs dig og staa frem i midten! Han rejste sig og stod frem.

⁹Jesus sagde da til dem: Jeg vil spørge eder: Hvad? er det tilladt paa hviledagen at gjøre godt eller at gjøre ondt, at frelse en sjæl eller at slaa ihjel?

¹⁰og han saae om paa dem alle og sagde til ham: Ræk din haand ud! og han gjorde saaledes, og hans haand blev karsk som den anden.

¹¹Men de bleve fulde af raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

¹²Det skete i disse dage, at han gik ud til et bjerg for at bede, og han blev der natten over i bøn til Gud;

¹³og da det blev dag, sammenkaldte han sine disciple og udvalgte 12 af dem, som han og kaldte apostle:

¹⁴Simon, som han ogsaa kaldte Peder, og hans broder Andreas, Jakob og Johannes, Filip og Bartolomæos,

¹⁵Mattæos og Tomas, Jakob Alfæos' søn og Simon, som kaldes Zelotes,

¹⁶Judas Jakobs og Judas Iskariot, som ogsaa blev forræder.

¹⁷Han gik ned med dem og stod paa sletten, og der var en skare af hans disciple, og en stor mængde folk fra hele Judæa og Jerusalem og kysten ved ved Tyros og Sidon, som vare komne for at høre ham og læges for deres sygdomme,

¹⁸og saadanne, som vare plagede af urene aander, og de bleve helbredte;

¹⁹og alt folket søgte at røre ved ham, thi en kraft gik ud fra ham og lægede alle.

²⁰Selv opløftede han øjnene paa sine disciple og sagde: Salige i fattige, thi Guds rige er eders;

²¹salige i, som nu hungre, thi i skulle mættes; salige i, som nu græde, thi i skulle le;

²²salige ere i, naar menneskene for Menneskens Søns skyld hade eder, naar de udstøde eder, spotte eder og forskyde eders navn som slet;

²³glæder eder samme dag og jubler; thi se, eders løn er stor i himlen; ligedan gjorde og deres fædre ved profeterne.

²⁴Men ve eder, i rige, i har eders trøst borte.

²⁵Ve eder, i mætte, thi i skal hungre! Ved eder, som nu le, thi i skal sørge og græde!

²⁶Ve, naar menneskene tale vel om eder! ligedan gjorde deres fædre ved de falske profeter.

²⁷Men jeg siger eder, som høre til: Elsker eders fjender, gjører godt mod dem, som hade eder;

²⁸velsigner dem, som forbande eder; beder for dem, som haane eder;

²⁹byd ham, som slaaer dig paa den ene kind, ogsaa den anden; formen ikke ham, som tager din kjole, at tage skjorten med.

³⁰Giv enhver, som beder dig, og søg ikke ham, som tog, hvad dit var;

³¹og som i ville, menneskene skulle gjøre mod eder, gjører og ligesaa mod dem;

³²og om i elske dem, som elske eder, hvad tak har i derfor? thi syndere elske ogsaa dem, som dem elske;

³³og naar i gjøre godt mod dem, som gjøre eder godt, hvad tak har i derfor? Syndere gjøre nemlig det samme;

³⁴og naar i laane dem, som i haabe at faa det igjen af, hvad tak hari derfor? Syndere laane jo ogsaa syndere, for at de kan faa lige igjen.

³⁵Men elsker eders fjender, gjører godt og laaner ud ud, uden at vente noget igjen, saa skal eders løn blive stor og i vorde den højestes børn; thi selv er han god mod utaknemmelige og onde;

³⁶vorder da barmhjærtige, som og eders Fader er barmhjærtig,

³⁷og dømmer ikke, saa skal i ikke blive dømte: fordømmer ikke, saa skal i ikke blive fordømte; forlader, saa skal eder forlades;

³⁸giver, saa skal eder gives; god, knuget, skuddet og overflødig maal vil man give i eders skjød; thi med samme maal, som i maale ud, skal eder gjenmaales.

³⁹Saa sagde han dem en lignelse: Kan blind lede blind? maa de ikke begge falde i graven?

⁴⁰Disciplene er ikke over sin lærer, men hver fuldkommen skal være som sin lærer.

⁴¹Men hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjelken i dit eget øje tænker du ikke paa!

⁴²eller hvorledes kan du sige til din broder: Tillad broder! saa vil jeg drage splinten ud af dit øje, du, som ikke selv seer bjelken i dit eget øje. Hykler! drag først bjelken ud af dit eget øje, og saa kan du se til at drage splinten ud af din broders øje. -

⁴³Der er nemlig intet godt træ, som bærer snavs frugt, og intet snavs træ, som bærer god frugt;

⁴⁴thi hvert træ kjendes paa sin egen frugt; man samler nemlig ikke figener af torne, ikke heller plukker man druer af tornebuske;

⁴⁵godt menneske fremfører godt af sit hjærtes gode skat; ondt menneske fremfører ondt af sit hjærtes onde skat; thi munden taler af hjærtets overflødighed.

⁴⁶Men hvorfor kalde i mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?

⁴⁷Hver, som kommer til mig, hører efter mine Ord og gjør efter dem, ham vil jeg vise eder, hvem han er lig;

⁴⁸han er lig et menneske, som byggede et hus; han gravede og han gravede dybt, og lagde grund paa klippen, men da floden kom, stødte strømmen mod samme hus, men den kunde ikke rokke det; thi det var grundlagt paa klippen.

⁴⁹Men den, som hører, men ikke gjør derefter, ligner et menneske, som byggede et hus paa jorden uden grundvold; Strømmen styrtede mod det, det styrtede strax, og samme huses fald blev stort.