Read Lindberg Bibelen af 1866 Apostelenes gerninger 16 Bible Online

Apostelenes gerninger 16 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Apostelenes gerninger 16

¹Han kom til Derbe og Lystra; og se, der var en discipel ved navn Timoteos, en søn af en troende jødinde, men hans fader var en hellener;

²og han havde vidnesbyrd af brødrene i Lystra og Ikonion.

³Paulos vilde, at han skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes skyld, som vare paa disse steder, thi alle kjendte hans fader, at han var en hellener. -

⁴Som de nu drog gjennem stæderne, overdrog de dem at holde de sætninger, som vare vedtagne af apostlene og de ældste i Jerusalem;

⁵og menighederne bleve da styrkede i troen og daglig formerede i antal. -

⁶Men da de vare dragne gjennem Frygien og det Galastiske land, bleve de forhindrede af den Helligaand i at tale i Asia;

⁷og de kom hen mod Mysien og forsøgte at drage ad Bitynien, men Aanden tillod dem det ikke. -

⁸De drog da Mysien forbi, og kom ned til Troas;

⁹og om natten havde Paulos et syn: Der stod en Makedonisk mand, bad ham og sagde: Drag over til Makedonien og hjælp os!

¹⁰Som han havde seet dette syn, søgte vi strax at komme over til Makedonien, da vi sluttede, at Herren havde tilkaldt os til at forkynde dem evangeliet.

¹¹Vi sejlede altsaa fra Troas i lige kurs til Samotrake og næste dag til Neapolis,

¹²og derfra til Fillippi, som er den første stad i den del af Makedonien og en koloni; og vi opholdt os nogle dage i denne stad.

¹³Men paa hviledagen gik vi udenfor staden ved en flod, hvor der syntes at være bøn, og vi satte os ned og talede med de kvinder, som vare samlede;

¹⁴og en kvinde fra Tyatira ved navn Lydia, som handlede med purpur, og som dyrkede Gud, hørte til, og Herren aabnede hendes hjærte til at bevare, hvad der blev talet af Paulos.

¹⁵Men da hun og hendes hus var bleven døbt, bad hun og sagde: Dersom i agte mig for at være Herren tro, tager da ind og bliver i mit hus! og hun nødte os.

¹⁶Men det skete, da vi gik til bøn, at en pige mødte os, og hun havde en spaadoms aand og skaffede sine herrer megen fortjeneste af at spaa;

¹⁷hun fulgte efter Paulos og os, raabte og sagde: Disse mennesker er den højeste Guds tjenere, som forkynde os frelsens vej.

¹⁸Det gjorde hun mange dage, men da Paulos ærgrede sig over det, vendte han sig om og sagde til aanden: Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende! og i samme stund foer han ud.

¹⁹Men da hendes herrer saae, at haab om deres fortjeneste var forsvundet, grebe de Paulos og Silas og slægte dem til tinget for øvrigheden;

²⁰og de første dem for høvedsmændene og sagde: Disse mennesker, som er Jøder, forvirre vor stad;

²¹og de forkynde skikke, som det ikke er os tilladt at antage eller øve, da vi ere romere.

²²Mængden rejste sig imod dem, og høvedsmændene rev klæderne af dem og bød at pidske dem.

²³Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede stokmesteren at holde dem i forvaring;

²⁴og da han havde faaet den befaling, kastede han dem i det inderste hul og sluttede deres fødder i blokken.

²⁵Men ved midnat bad Paulos og Silas og sang psalmer for Gud; og fanderne lyttede efter dem;

²⁶men pludselig skete der et stort jordskjælv og fængslets grundvold rystede, og strax bleve alle døre aabne, og alles lænker løstes.

²⁷Da stokmensteren, som var kommen op af søvne, saae fængslets døre aabne, drog han sit sværd og vilde ombringe sig selv, da han troede, at fangerne vare undløbne;

²⁸men Paulos raabte med høj røst og sagde: Gjør dig selv intet ondt; thi vi ere her alle!

²⁹Saa forlangte han lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulos og Silas;

³⁰og han førte dem ud og sagde: herrer! hvad skakl jeg gjøre, for at jeg kan blive frelst.

³¹Men de sagde: Tro paa den Herre Jesus Kristus, og du og dit hus skal blive frelst!

³²og de talede Herrens Ord til ham og alle, som vare i hans hus;

³³og han tog dem til sig samme stund om natten og badede deres saar; og han selv blev strax døbt og alle hans.

³⁴Han førte dem op i sit hus, satte bord for dem og var glad med hele sit hus i tro paa Gud. -

³⁵Men da det blev dag, sendte høvedsmændene stadsbuddene og sagde: Lader disse mennesker løs!

³⁶Stokmesteren meldte Paulos disse ord: Høvedsmændene har sendt bud, at i skal løslades; gaaer altsaa nu ud og drager bort i fred!

³⁷Men Paulos sagde til dem: De har pidsket os offenlig udømte, vi, som ere romerske mænd, og kastet os i fængsel, og nu jage os hemmelig bort? Ikke saa! men lad dem selv komme og føre os ud!

³⁸Stadsbuddene meldte høvedsmændene disse ord, og de blev bange, da de hørte, de vare romere;

³⁹og de kom og gav dem gode ord, førte dem ud og bad dem drage ud af staden.

⁴⁰De gik da ud af fængslet og kom til Lydia; og de saae brødrene, opmuntrede dem og droge bort.