Read Lindberg Bibelen af 1866 Apostelenes gerninger 22 Bible Online

Apostelenes gerninger 22 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Apostelenes gerninger 22

¹I mænd, brødre og fædre, hører nu mit forsvar til eder!

²Men da de hørte, at han talede til dem i hebraisk maal, holdt de sig endnu mere stille, og han sagde:

³Jeg er en Jødisk mand, født i Tarsos i Kilikien, men opfødt i denne stad, og oplært ved Gamaliels fødder efter vor fæderne lovs strænghed, og jeg var nidkjær for Gud, som i ere alle idag;

⁴og jeg forfulgte denne vej til døden; jeg bandt baade mænd og kvinder og overgav dem til fængsel,

⁵som og ypperstepræsten og hele ældsteraadet maa vidne med mig, da jeg af dem endog tog breve til brødrene, og drog til Damask for ogsaa at føre dem, som var der, bundne til Jerusalem, for at faa dem straffede;

⁶men det hændte mig, da jeg rejste og var nær ved Damask, at et stærkt lys pludslig omskinnede mig fra himlen ved middag,

⁷og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?

⁸Men jeg svarede: Hvem er du Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazaret, som du forfølger.

⁹De, som vare med mig, saae vel lyset og bleve forfærdede, men hans røst, som talede til mig, hørte de ikke.

¹⁰Men jeg sagde: Hvad skal jeg gjøre Herre? Men Herren sagde til mig: Rejs dig, drag til Damask, og der skal der blive talet til dig om alt hvad der bydes dig at gjøre!

¹¹Da jeg ikke kunde se for glandsen af hint lys, blev jeg ledet ved haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damask.

¹²Men en vis Ananias, en gudfrygtig mand efter loven, som havde godt vidnesbyrd af alle Jøder, som boede i Damask,

¹³kom til mig, stod for mig og sagde til mig: Broder Saul, se op! og i samme stund saa jeg paa ham.

¹⁴Men han sagde: Vore fædres Gud har forud beskikket dig at kjende hans villie og se den retfærdige og høre en røst af hans mund;

¹⁵thi du skal blive ham et vidne for alle mennesker om, hvad du har seet og hørt.

¹⁶Og nu, hvorfor tøver du, staa op, bliv døbt og aftvæt dine synder, og paakald Herrens navn!

¹⁷Men det skete, da jeg vendte tilbage til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse

¹⁸og saae ham, som sagde til mig: Skynd dig, drag hurtig fra Jerusalem, fordi de vil ikke modtage dit vidnesbyrd om mig!

¹⁹og jeg sagde: Herre, de veed selv, at jeg i skolerne fængslede og pidskede dem, som troede paa dig;

²⁰og da dit første vidnes, Stefans, blod flød, stod jeg selv hos, jeg syntes vel om hans mord, og jeg vogtede deres klæder, som ombragte ham.

²¹Han sagde til mig: Drag ud, thi jeg vil sende dig langt bort til hedninger.

²²Indtil dette Ord hørte de ham; men saa opløftede de røsten og sagde: Bort med saadan en fra jorden! det er ikke tilbørligt at han beholder livet!

²³og da de skreg og rev klæderne af og kastede støv i luften,

²⁴befalede høvedsmanden at føre ham til fæstningen, og han sagde, at han skulde forhøres under pidskeslag, for at man kunde faa at vide, af hvad grund de saaledes raabte mod ham.

²⁵Men som de spændte ham med liner, sagde Paulos til øversten, som stod hos: Har i lov til at pidske en romersk mand og det uforhørt?

²⁶Men da øversten hørte det, gik han og meldte høvedsmanden det og sagde: Se til, hvad du er ved at gjøre! thi dette menneske er en Romer.

²⁷Saa kom høvedsmanden og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? og han sagde: Ja!

²⁸Da svarede høvedsmanden: Jeg har kjøbt denne borgerret for en stor sum! Men Paulos sagde: Jeg er endog født dertil.

²⁹De som skulde forhøre ham, lod ham derfor strax være, og høvedsmanden blev bange, da han havde faaet at vide, at han var en Romer, og fordi han havde bundet ham.

³⁰Men da han næste dag vilde have sikker kundskab om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løfte han ham af lænkerne og befalede ypperstepræsterne og hele deres raad at komme sammen, og han førte Paulos frem og stillede ham for dem.