Read Lindberg Bibelen af 1866 Apostelenes gerninger 27 Bible Online

Apostelenes gerninger 27 - Lindberg Bibelen af 1866 bible

Apostelenes gerninger 27

¹Da der var faldet dom, at vi skulde afsejle til Italien, overgav de baade Paulos og nogle andre fanger til en øverste ved navn Julios af Kejserens regiment.

²Vi gik ombord paa et skib fra Abramyte og skulde sejle efter Asiens stæder, og vi gik til søs, og Tessalonikeren Aristarkos fra Makedonien var med os.

³Næste dag anløb vi Sidon. Julios behandlede Paulos menneskekjærlig og tillod ham at gaa til sine venner og nyde pleje. -

⁴Derfra fore vi bort og fejlede under Kypern, for vinden var imod;

⁵saa sejlede vi over havet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.

⁶Der traf øversten et Alexandrisk fartøj, som sejlede til Italien, og han førte os over paa det. -

⁷Mange dage gik sejladsen langsomt, og vanskelig naaede vi Knidos, da vi ikke havde medbør; saa holdt vi os under Kreta mod Salmone.

⁸Med nød sejlede vi den ud og kom til et sted, som hedder Godhavn, nær ved staden Lasæa.

⁹Da en god tid var gaaet med, og sejladsen var bleven usikker, for fasten var allede fordi, formanede Paulos

¹⁰og sagde til dem: I mænd, jeg seer, at denne sejlads vil blive os til fortræd og megen skade ikke alene for last og skib, men og for vort liv.

¹¹Men øversten troede mere styrmanden og skipperen end, hvad Paulos sagde;

¹²og da havnen ikke var skikket til vinterleje, gav de fleste det raad at sejle derfra, om de mulig kunde naa at ligge vinteren over i Fønix, som er en havn paa Kreta, som er aaben imod sydvest og nordvest.

¹³Da der brasede en søndenvind, mente de, de havde naaet deres formaal, hivede op, holdt nær under Kreta;

¹⁴men ikke længe efter rejste en hvirvelvind, som kaldes østbyge, sig mod den;

¹⁵men da skibet kastedes, og vi ikke kunde lusse op mod vinden, gav vi os over og drev;

¹⁶men vi løb ind under en holm, som hed Kaude, men vi kunde knap blive mægtige over jollen.

¹⁷Da de havde hivet den op, brugte de hjælp, og surrede skibet; men da de vare bange for at kastes paa Syrte, lod de sejlene falde og drev saaledes.

¹⁸Men da vi led meget af stormen, begyndte de næste dag at kaste overbord;

¹⁹og den tredje dag kastede skibsredskabet ud.

²⁰Hverken sol eller stjerner kom til syne i flere dage, og en ikke ringe storm hængte over os, og tilsidst blev alt haab om vor redning opgivet. -

²¹Efter lang faste stod Paulos op blandt dem og sagde: I mænd, man burde have lydt mig og ikke taget fra Kreta og sparet baade den skade og forlis;

²²men nu formaner jeg eder at være ved godt mod; thi ikke en sjæl af eder, men skibet skal forgaa;

²³thi i denne nat stod en engel for mig fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener,

²⁴og han sagde: Frygt ikke Paulos! du maa stilles for Kejseren, og se, Gud har skjænket dig alle dem, som sejle med dig.

²⁵Værer derfor ved godt mod, i mænd; thi jeg har den tro til Gud, at det vil ske, som det er talet til mig;

²⁶men paa en ø maa vi sætte til.

²⁷Da den fjortende nat kom, og vi drev i det adriatiske hav, mente skibsfolkene ved midnat, at de vare under land;

²⁸og de loddede og fandt 20 favne, og lidt længere frem loddede de igjen og fandt 15 favne;

²⁹saa blev de bange, at vi skulde støde paa skjær, kastede 4 ankere ud fra bagstavnen og ønskede, at det maatte blive dag.

³⁰Men da skibsfolkene søgte at flygte fra skibet, og de stak jollen i søen under det paaskud, at de vilde føre ankerne ud fra forfavnen,

³¹sagde Paulos til øversten og stridsmændene: Dersom disse ikke blive ombord, kan i ikke blive reddede.

³²Saa kappede stridsmændene tovene fra jollen og lod den synke.

³³Men til det blev dag, formanede Paulos alle at skaffe, da han sagde: Det er idag fjortende dag, i har ventet uden at faa mad go ikke nydt noget.

³⁴Derfor formaner jeg eder til at faa mad, thi det hører til eders frelse; thi der skal ikke falde et haar af nogens hoved blandt eder.

³⁵Da han sagde det, tog han brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise.

³⁶Saa blev de alle ved godt mod, og de fik ogsaa mad.

³⁷Men vi vare 276 sjæle i skibet.

³⁸Da de vare blevne mætte, lettede de skibet, da de kastede levnetsmidlerne i søen.

³⁹Da det blev dag, kjendte de ikke landet, men de bemærkede en vig, som havde en forstrand, paa hvilken de besluttede om muligt at sætte skibet.

⁴⁰Saa kappede de ankerne og lod dem blive i søen, de løsnede rortovene, hejsede bramsejlet for vinden, og satte mod kysten;

⁴¹men de stødte paa en revle med dyb paa begge sider og satte skibet; forstavnen borde sig fast og stod urokkelig, men bagstavnen sloges istykker af bølgernes magt. -

⁴²Det var da stridsmændenes raad at slaa fangerne ihjel, forat ingen skulde svømme derfra og undfly;<CL>men da øversten vilde frelse Paulos, forhindrede han dem i denne beslutning og befalede, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud forat naa til land,

⁴⁴men de øvrige, somme paa planker, andre paa stykker af skibet, og saaledes kom de alle frelste i land.